Første del af drægtigheden
Comtessen blev drægtig i 2. forsøg, og havde termin 20/4-21. Hun kom på sommergræs med stutteriets drægtige hopper – til dels fordi døgnfold var lig med bevægelse hele døgnet, hvilket var godt til gaffelbåndsskaden, og til dels fordi føllet ville blive rigtig glad for legekammerater, når det blev født. Det var en stor flok heste at komme ud i på næsten 20 hopper, men det gik heldigvis rigtig fint. Jeg oplever, at der sjældent er problemer med sammenlukninger, så længe der er mad og plads til alle.
I takt med at maven voksede, var der også mange ting der skulle være styr på. Udover de almindelige ting som smed, tænder og vacciner kom der flere vacciner oveni – fordi der var mange drægtige hopper på stedet skulle de vaccineres mod abortvirus, som vi også kender som herpes. Dette gøres efter henholdsvis 5, 7 og 9 måneders drægtighed, og så fik hun også en stivkrampe-vaccine, da hun var 10 måneder henne – så behøver man ikke vaccinere føllet lige efter folingen, fordi antistofferne i hoppen også gavner føllet.
Desuden er det en god ide at give sin drægtige hoppe et godt foder, der er velegnet til netop drægtige hopper, og alt det grovfoder hun kan spise – såfremt hun er normalvægtig, selvfølgelig – for det kræver altså sit at lave en baby! Comtessen blev fodret med Pavo Podo Lac, et foder specielt til drægtige hopper, og hun så rigtig fin ud hele sin drægtighed.
Sidste del af drægtigheden
De sidste måneder af drægtigheden kan man virkelig se, at der sker noget. Maven bliver større og større, føllet ligger og sparker ved hoppens lyske og både appetitten og humøret er noget svingende. Appetitten var dog ikke det største problem for Comtessen – hun har været labrador i et tidligere liv – men hun blev meget mere træt, sov mange lure og kunne bruge lang tid på at blive striglet og nusset om (for så at skynde sig ud og rulle i den største mudderpøl næste morgen, selvfølgelig…) I forhold til gaffelbåndsskaden var det stadig ikke optimalt. Der var dage, hvor hun gik fint, og der var dage, hvor hun passede noget på sig selv. Jeg håbede selvfølgelig, at det blev bedre når føllet var født, og hun ikke havde ekstra belastning på kroppen – et almindeligt varmblodsføl vejer omkring 50 kg ved foling, og så er der jo en masse væske, moderkage og så videre, der også vejer en del. Det var dog planen at så mange måneder kun med fold, nogle trækture og ingen ridning havde fået hende 100% haltfri – men jeg måtte se tiden an.
En måned før termin var det tydeligt, at livet var hårdt. Det krævede mange rulleture, middagslure og ekstra foder – og sådan blev det selvfølgelig. Maven var stor og flot rund, og manglede bare at flytte sig lidt længere bagud, ligesom yveret også stille og roligt var på vej til at blive stort. Vi ventede begge i spænding på at møde vores nye fine føl!