En foling er altid spændende – både på godt og ondt. Der er så mange ting der kan gå galt på utrolig kort tid, og mange små tegn man skal kunne spotte og aflæse. Heldigvis har jeg på mit arbejde været med til rundt regnet 40 folinger, så jeg følte, at jeg var godt forberedt til at mit første eget føl skulle komme til verden.
En typisk foling
De tidligste tegn på, at en hoppe snart skal fole, er et spændt yver med propper af voks og at hun bliver blød i vævet omkring haleroden. Nogle hopper mister appetitten op til en måned før foling, andre spiser rigeligt til sidst – måske for at få ekstra kræfter. Lige inden folingen vil de små vokspropper blive større, af og til ses det at der drypper mælk fra yveret, og hoppen begynder at få plukveer og gå uroligt rundt i boksen. Det kan faktisk ligne et tilfælde af kolik. I takt med at veerne tager til vil hoppen begynde at svede. Denne fase kan godt tage en times tid eller mere – især hvis det er en hoppe, der ikke før har fået føl. Så går vandet, og derefter kommer fosterhinden til syne som en hvid boble. Her vil en uerfaren hoppe nok allerede have rejst og lagt sig et par gange, mens den erfarne hoppe oftest vil lægge sig med det samme og vente på kraftigere veer. Når fosterhinden kommer til syne, skal man have tjekket efter, at føllet vender rigtigt – for ellers er det nu, der skal ringes efter hjælp! Man skal kunne mærke begge forben, gerne lidt forskudt af hinanden, og en lille mule i knæhøjde. Forbenene skal vende med hovens såler nedad, så føllet ligger som om det skal lave et hovedspring ud af sin mor. Fra forbenene kommer til syne går der normalt ikke mere end en 20-25 minutter, før føllet er helt ude.
Comtessens foling
Comtessens foling forløb til at starte med helt planmæssigt. Det var blevet den 17. april 2021, jeg havde fodret til aften og tjekket hende en ekstra gang, nu vi var tæt på terminsdagen. Jeg kunne se, at hun havde finde propper på yveret og var blevet meget blød om halen, så jeg forventede at føllet kom i løbet af aftenen, og gav hende en folingsalarm på. Ganske rigtigt, da hun havde spist sin aftensmad gik der en halv times tid og så ringede alarmen – hun var begyndt at svede.
Comtessen var her 12 år, hvilket er en lidt høj alder at få sit første føl i. Sjældent problematisk, men man skal forvente at folingen tager lidt længere tid. Det gjorde det også her, og selvfølgelig nåede jeg at blive helt bekymret selvom jeg udmærket vidste at alt gik efter planen. Der gik ikke længe fra alarmen ringede til vandet gik, og så begyndte føllet at komme til syne. Først et forben, så et andet. Forbenenes placering viste, at føllet lå en smule drejet, men ikke nok til at kræve hjælp, og mulen lå også klar længere inde. Det blev en hård foling på næsten 45 minutter, og både jeg og en ekstra måtte hjælpe med at trække i føllet – sidder de alt for længe, kan de blive klemt og få for lidt ilt. Det lykkedes os heldigvis uden andre problemer end ømme arme, og jeg kunne byde velkommen til et stort, skimmelt hingsteføl: Figaro K.
De første timer
Jeg var så glad og lettet – min nye stjerne var kommet til verden, og alt var gået efter planen. Det kritiske stadie var dog ikke helt ovre endnu, for i de første timer efter folingen er det vigtigt, at føllet får sin råmælk. Råmælken er hoppens første mælk, der indeholder masser af gode sager, blandt andet antistoffer, sukker og fedt, der skal give føllet et ordentligt energiboost og samtidig fungere som immunforsvar, da de er født uden. Man siger, at føllet helst skal have drukket inden det er 3-4 timer gammelt. Tarmen lukker først for optagelse af råmælken nogle timer senere, men hvis føllet ikke når at drikke i løbet af de første 3-4 timer, bliver det oftest så træt at det hele bare bliver meget sværere.
Figaro var egentlig både skarp og sulten – han havde vist sutterefleks, hvor han suttede ud i luften, allerede inden han rejste sig, og han lokaliserede hurtigt yveret. Comtessen, derimod, syntes ikke det var det fedeste i verden. Hun har aldrig været stor fan af at blive rørt på yveret, og det blev bestemt ikke bedre af at yveret var fyldt til randen med mælk og dermed temmelig ømt. Det krævede et par timers overtalelse, et par godbidder og en lakridssliksten (man er vel kronisk sulten, ømt yver eller ej) før hun fandt ud af, at det faktisk var rart at få taget trykket af yveret.
Når der er styr på mælken, mangler man bare det sidste punkt på tjeklisten – gødning, en tissetår og en god lur! Her var der ingen problemer, og så kunne både Comtessen, Figaro og jeg nyde en god nats søvn.